Min baggrund
Jeg er født i 1967 og har egentlig altid troet på, at der er noget der er større end os her på jorden.
Da jeg var 11 år, valgte min farmor livet fra, hvilket var meget traumatisk for mig. Jeg nægtede at acceptere, at jeg ikke længere kunne tale med hende, så derfor blev jeg ved. Hun svarede mig altid kærligt i mine tanker – præcis lige så kærligt, som da hun sad ved siden af mig og lærte mig at hækle. Min farmor var mit et og alt – jeg elskede hende betingelsesløst, og først som voksen forstod jeg, hvor svært hun havde haft, ved at leve dette liv med en sygdom, som den gang blev betegnet maniodepressiv – idag kaldes den bipolar lidelse.
På mit CV står 33 års erfaring fra den kommunale verden. Jeg startede som elev i 1986 og sluttede efter eget ønske som teamleder i 2019. De fleste år har jeg arbejdet med den sociale lovgivning. Jeg har arbejdet som social sagsbehandler og har taget en diplomuddannelse i socialmedicin, sociologi, psykiatri og psykologi og offentlig forvaltning. Jeg lærte her bl.a om min farmors svære og belastende sygdom.
I 2004 kiggede jeg på hus sammen med min mand, Bjarne. Bjarne foreslog, at vi kiggede på et hus i Marbæk, og da han fortalte adressen, vidste jeg at det hus kendte jeg….. Min far havde tegnet huset til min farmor og farfar, og det var der vi skulle bo.
De første to år boede vi sammen med Bjarnes bror, Brian, som havde en uhelbredelig lungelidelse. Efter Brians død, mærkede vi begge hans tilstedeværelse i huset og han var meget velkommen. Brian var dermed årsagen til, at jeg startede at gøre noget ved min interesse for det spirituelle og jeg begyndte at uddanne mig sådan jeg kunne bruge mine evner. Min verden åbnede sig og blev større.
I 2013 startede jeg mit firma “Lyset i dig”.
I 2017 ramte sygdom os endnu engang, da min mand fik konstateret cancer. Vi fik 1 år sammen os tre: Bjarne, jeg og canceren. Smertefyldt og umenneskeligt, men alligevel også meget smukt og livsbekræftende. Bjarne fik fred i oktober 2018, og jeg mærkede alle kontrasterne i hvordan kærlighed og sorg skal passe ind i hinanden og gå hånd i hånd. Jeg kunne ikke længere fortsætte mit vante liv! Endnu engang valgte jeg uddannelse – denne gang som certificeret sorgvejleder. Det var vigtigt for mig, at få mere viden om, hvordan mennesker i sorg reagerer, samt at blive klogere på den forskning, der findes. Det blev en smuk rejse for mig og passer så fint ind i mit firma, for når sygdom og død rammer, så brænder lyset altså kun på det laveste blus. Hvad skal der til for, at lyset får mere plads og til sidst blusser op igen?????? Min holdning til livet er, at vi alle har et indre lys, som vi skal finde ind til for at være lykkelige. Der er kun en person der ved, hvordan du bliver lykkelig – og det er dig selv. Mange vil hen ad vejen forsøge at give deres besyv med om, hvordan DU bliver lykkelig….men det er DIG, der er eksperten i DIT liv.
Mit ønske med mit firma er netop at hjælpe dig til at finde ind til LYSET I DIG. Jeg har meget fokus på høj etik og kærlig formidling i mit arbejde. Velkommen i “Lyset i dig”. Jeg hjælper dig hjertens gerne med at finde dit indre lys.
Uddannelse:
•1996 : Diplomuddannelse i Socialmedicin, psykiatri, psykologi og sociologi
•2008 : Diplomuddannelse i Offentlig forvaltning
•2010 : Samtalen som redskab
•2012 : Uddannelse Tarotkort – Alister Crowlys tarotkort – Uddannet hos Life Journey Institute ved Lajla Glumby
•2013 : Uddannelse Healing hos Life Journey Institute ved Lajla Glumby
•2014 : Uddannelse Clairvoyance hos Life Journey Institute ved Lajla Glumby
•2014 : Uddannelse i Regressionsterapi hos Pusterummet ved Pia Danielsen
•2018 : Uddannelse Blindtegning hos Den Nordiske Håndlæserskole ved Sigridur Seit
•2019 : Uddannelse Håndlæsning hos Den Nordiske Håndlæserskole ved Sigridur Seit
•2019 : Uddannelse Håndens billeder hos Den Nordiske Håndlæserskole ved Sigridur Seit
•2019 : Uddannelse De 4 temperamenter hos Den Nordiske Håndlæserskole ved Sigridur Seit
•2019 : Certificering Sorgvejleder ved Seminarer.dk
•2021 : Psykologisk Spirituel Håndlæsning hos Den Nordiske Håndlæserskole ved Sigridur Seit.
Frivilligt arbejde – det skal der være tid til:
♥Familieven i Børns Voksenvenner fra 2015-2018
♥Frivillig våger i Ældresagen 2020-2021
♥Røde kors fra 2022 som Sparringcoach