Jannes LYS – Sorg og Kropshukommelse

Den 25. januar 2018 står jeg tidlig op, lufter hunden og for første gang i meget lang tid er jeg glad. Sådan RIGTIG RIGTIG GLAD. Jeg skal hente Bjarne fra Rigshospitalet.

Vores 15-årige samliv blev udfordret men jo også stærkere af kemo, sygehussamtaler, scanninger, blodprøver, frygt, kvalme, sorg og alt det andet som en cancerdiagnose fører med sig.

Canceren og 32 lymfeknuder er nu bortopereret i en 9 timer lang operation gennem mave og skulder… Men det er jo lige meget – operationen kaldt en stor succes og nu er det tid til at komme hjem.

Jer er nået til Brønshøj da telefonen ringer. Jeg skal skynde mig at komme, Bjarne er meget syg – han har brug for mig. Jeg er lige der, hvor de to baner bliver til en og med morgentrafikkens mange biler rundt om mig ved jeg ikke helt hvordan jeg kommer videre, men jeg når Rigshospitalet og 12. etage uden at andre kommer noget til.

Jeg er selv gået i stykker ved sygeplejerskens ord – men helt ærligt – Hvor slemt kan det dog være? Han var jo både fræk, sjov og kærlig da jeg kyssede ham farvel sent aftenen før.

Sygeplejersker fra andre afdelinger er trådt til for at hjælpe de andre patienter, så det faste personale kan tage sig af Bjarne. 5 kvinder står omkring ham da jeg kommer. Hans ellers så kærlige og fantastiske øjne kigger tomt op på mig imens lægen Trine præsenterer sig og fortæller, at Bjarne er meget syg og at de ikke ved, hvad der er sket.

Jeg når at tænke: “er hun gammel nok til at vide hvad hun skal – det er jo min mand hun skal passe på!”. Men selvfølgelig er hun det og i alt porstyret bliver der råbt, at portør er på vej, scanneren er friholdt – vi løber med Bjarnes seng, Portøren siger “jeg bruger guldkortet” – andre patienter og pårørende må vente. Bjarne er den vigtigste – vi er på vej mod scanneren.

Placeret i venteværelset sidder jeg mussestille mens ALT indeni mig ryster. Bag mig sidder et ældre ægtepar, som brokker sig voldsomt over, at deres tid er overskredet med 10 minutter, 20, 30 minutter. Da de når 40 minutters forsinkelse smiler den unge mand overfor sødt til mig og jeg tror han lige der giver mig kræfter og mod.

Jeg vender mig om mod ægteparret og spørger med rolig og sød stemme: “Undskyld – venter I på scanneren i rum 33?” Da de bekræfter fortsætter jeg sukkersødt: “Så er jeg meget ked af det på Jeres vegne, men det er min ny opererede mand som pludselig er meget syg – jeg beklager virkelig at vi tager Jeres tid – men det er så vigtigt for mig, at han ikke dør”.

Den unge mand læner sig frem, giver min arm et klem og blinker mens det ældre ægtepar pludselig og meget befriende ikke har flere ord.

Bjarne køres ud og Trine, portøren og jeg skynder os den anden vej – Bjarne er syg. Vi frygter lungebetændelse efter en sammenklappet lunge, vand i lungerne eller en blodprop i lungen – hurtigt viser det sig, at han har fået det hele. Han skal på intensiv.

Det er ikke tit jeg føler mig lille, men lige der gør jeg. Jeg kan intet stille op, jeg prøver bare ikke at være i vejen. Jeg mærker arme rundt om mig, den skønne afdelingssygeplejerske fører mig ud og spørger om jeg har fået noget at spise. Nej fremstammer jeg men ved også, at jeg ikke vil kunne få noget som helst ned. Men hun får givet mig noget saftevand mens hun rolig fortæller mig hvad der skal ske.

Min praktiske tilgang til livet gør at jeg vil pakke Bjarnes ting. Men hun siger bare “Bjarnes ting bliver hos mig – jeg pakker dem og låser dem inde – både du og Bjarne kommer op til mig igen!” Hun giver mig saftevand og HÅB.

Jeg har på en eller anden måde formidlet til min veninde, at Bjarne skal på intensiv, for hun ankommer kort tid efter os. En masse ting skal jeg tage stilling til og jeg forstår ALLE ordene, men sammen giver de bare ikke mening. Min veninde oversætter og jeg får truffet de beslutninger jeg skal. Selv her 3 år efter mærker jeg min krops reaktioner – bare i en “light” udgave.

Bjarnes indlæggelse bliver længere end forventet men han kommer hjem cancerfri indtil han ultimo maj 2018 blev erklæret uheldredelig syg. Han fik fred efter et meget langt og sejt cancerforløb den 2.10.2018 kl. 19.05.

Det kan godt være at min hjerne ikke husker i detaljer hvad der skete, men kroppen husker hvordan det føltes. Kroppen husker og jeg genkalder følelserne når jeg ser et billede af Rigshospitalets scanningsområde, jeg mærker kroppens reaktioner da jeg sad der – ude af stand til at gøre noget som helst for at hjælpe min mand.

Jeg har en god veninde der er uddannet kropsterapeut fra Totum. Hun viste mig, at kropsterapien var god for mig samtidig med, at jeg talte med en der arbejder med mennesker i sorg, men som ikke havde følelser med i min historie. Han kunne få den hele sandhed med AL min smerte. Jeg vidste han ikke gik i stykker og jeg skulle ikke tage hensyn til ham.

Efter Bjarnes død fik jeg lyst til at blive klogere på sorgen og lære mere om teorien bag sorgen. Jeg mærker en taknemmelighed for, at en god ven prikkede mig på skulderen og sagde: “Du ville være så god til at tale med andre omkring sorg”. Måske jeg ikke lyttede rigtigt da han sagde det, men senere blev det så rigtigt for mig at tage min certificering til sorgvejleder og dermed være med til at støtte andre der er i sorg.

Vi oplever alle sorg i vores liv …. om det er død, bristede drømme, sygdom, skilsmisse, ulykke og / eller andet.

Det er det jeg gerne vil skrive om her på siden og jeg håber at du som læser vil kunne finde værdi i at læse om sorgen fra mit perspektiv. Denne gang var det så noget af min egen historie.

Bjarne får lov at slutte dette indlæg med hans smukke citat:

“Du bragte mig tro, da troen var mindst. Du bragte mig kærlighed, da kærligheden til mig selv var lavest. Du bragte mig lyset, som ellers var mørknet. Du vil mærke mig i hjertet, når du har brug for mig!”

I lys og kærlighed

Janne